Mange virksomheder opererer stadigvæk med ældre ERP-løsninger, hvor produktvarianter styres i dyre og fastlåste applikationer udviklet af ERP-konsulenter. Disse variantapplikationer er ofte den mest omkostningstunge del af IT-landskabet, og så er de tilmed svære at tilpasse.
En mere lønsom og brugervenlig løsning på problematikken er at flytte variantstyring til et nyt cloud-baseret Product Information Management (PIM) system.
I denne artikel forklarer jeg, hvorfor det er en rigtig god idé for mange virksomheder inden for produktion, distribution og detailhandel.
Hvad er variantstyring?
Variantstyring refererer til funktionalitet, der gør det muligt for virksomheder at håndtere forskellige varianter af en vare uden at skulle oprette separate varekort for hver variant i sine forretningssystemer. Variantstyring anvendes typisk af virksomheder inden for produktion, distribution og detailhandel, hvor produkter ofte har forskellige egenskaber såsom farve, størrelse, materiale osv.
Variantstyring har dog ikke altid været en standardfunktionalitet i ældre ERP-systemer, herunder Microsoft Navision, som mange danske virksomheder har implementeret. Derfor har mange virksomheder været tvunget til at indkøbe ”extensions” til ERP-systemerne, såkaldte variantstyringsapplikationer. ERP-konsulenter har leveret disse variantstyringsapplikationer, og gennem tiden har flere konsulenthuse skræddersyet deres egne standardapplikationer, som er solgt ind med licens til virksomhederne, der havde behov for variantstyring.
Fordelen var, at virksomheder kunne købe en færdig variantstyringsapplikation til deres eksisterende ERP-system for en årlig licensbetaling, uden at investeringen i videreudvikling blev for omfattende.
For produktionsvirksomheder gør variantstyring i ERP det muligt at registrere produktionsordrer på produkter, som virksomheden aldrig tidligere har produceret, fordi virksomheden kan sammensætte et produkt ud fra forskellige varianter.


